AstroGym - arkiv

  Skrevet af Johan Fynbo, August 2003   I min sommerferie har jeg haft stor fornøjelse af læse Dantes "Gudommelige Komedie". Komedien er ikke en komedie i den forstand vi idag bruger ordet, men en poetisk beskrivelse af Dantes vandring i gennem de tre dødsriger: Helvede, Skærsilden og Paradiset i påskeugen år 1300. Komedien er skrevet af Dante Alighieri (1265-1321) fra Firenze, formodentlig i årene 1304-1321. Komedien giver et vidunderligt indblik i verdensbilledet i den sene middelalder, både fysisk, filosofisk og religøst. Dante bliver først ledt igennem Helvedet og Skærsilden af oldtidsdigteren Vergil, der er et stort forbillede for Dante. Vergil befinder sig selv i Limbo, der er den mildeste del af Helvedet. Her ender alle de, der døde uden at have modtaget dåben. I Paradiset bliver Dante ledt af sin Beatrice, en kvinde som Dante elskede hele livet, men aldrig fik.   "Dante og de tre kongedømmer" af Domenico de Michelino (1417-91)  Det mest slående ved verdensbi...

  Skrevet af Johan Fynbo, Maj 2002     I middelalderen vidste enhver (i hvert fald de lærde), at mennesket - skabt i Guds billede - blev sat på jorden af Vor Herre for omkring 5000 år siden. Dette verdensbillede fik sit første skud for boven i Renæssancen i kraft af den Kopernikanske revolution, der fjernede jorden fra universets centrum, og via opdagelsen af arternes udvikling af Charles Darwin forsvandt også menneskets særegne position blandt klodens mælende og umælende væsener. I takt med denne erkendelsesmæssige udvikling har mennesket fjernet sig mere og mere fra enhver form for speciel betydningsfuld position i verden. Dette standpunkt er ophøjet til lov i det såkaldte Kopernikanske princip, der kort og godt lyder: "Vi er ikke i verdens centrum." Imidlertid er der et andet (kontroversielt) princip som på en måde bringer mennesket, og mere generelt livet, tilbage på banen. Kernen i det  Antropiske princip  er, at der er ikke- trivielle konsekvenser af det f...

  Skrevet af Hans og Johan Fynbo, April 2002      I denne klumme vil vi prøve (igen) at beskæftige os med, hvad det særegne ved naturvidenskab egentlig er. Vi er begge unge forskere, der (ligesom de fleste andre AstroGym skribenter) har brugt en stor del af de seneste 15 år på at komme til at forske indenfor fysik og astronomi. Hvorfor? Det vil vi gerne prøve at indkredse her. Spørgsmålet er: hvad er det særegne ved at beskæftige sig med naturvidenskab, der gør, at det er værd at bruge tid, energi og (for samfundet som helhed) penge på?     Man kan komme nærmere et svar på dette spørgsmål ved at indkredse hvad naturvidenskab egentlig er for en størrelse. For 2500 år siden gjorde græske naturfilosoffer to meget dybe og grundliggende iagtagelser. Den første, at verdens gang er rationel bestemt - og ikke resultatet af Guderne i Olympens vilkårlige indfald, og den anden, at verdens gang er sådan gestaltet, at vi mennesker - med mere eller mindre anstrengel...

  Skrevet af Johan Fynbo, januar 2002      I forlængelse af sidste klumme kunne jeg tænke mig kort at diskutere stjernehimlen som kilde til reflektion og som et referencepunkt mellem forskellige kulturer på jorden og måske andre steder i universet.      Jeg finder det meget interessant, at stjernehimlen er noget vi har fælles med folk over hele jorden, med folk, der levede for mange tusinde år siden, og endda med evt. andre livsformer andre steder i universet (godt nok vil himlen der ser anderledes ud, men de vil stadig se stjerner og galakser på deres himmel, hvis de da kan se). Jeg tror, at hvis vi nogensiden kommer til at møde andet ``intelligent'' liv i rummet, på fredelig vis, så vil astronomien, fysikken og anden naturvidenskab være det første vi kan kommunikere om (hvis vi kan finde et fælles sprog), da det er fælles. Vi kan stille spændende spørgsmål som: Ved I hvad det mørke stof er?, hvordan startede Big Bang?, hvad ved I om Higgs partik...

  Skrevet af Johan Fynbo, August 2001   I denne klumme vil jeg komme med nogle strøtanker om verdensbilleder i bred forstand - om verdensbilleder hos forskellige folk og om hvad man kunne kalde det moderne verdensbillede. Gennem historisk tid og sikkert også i forhistorisk tid har objekter på himlen indtaget centrale positioner i de mange verdensbilleder, som er kommet og gået. Verdensbilleder er noget næsten uundværligt for ethvert samfund, og bevidst eller ubevidst går vi alle rundt med en forestilling om hvordan verden er, hvor den kom fra, hvor den går hen og hvilken rolle vil selv spiller i det store spil. Gennem størstedelen af historien har verdensbilledet været forbundet med en religiøs forestilling om verden, der alle på en eller anden måde knytter en forbindelse mellem mennesket og verden. I Vølvens spådom, der er et oldnordisk digt nedskrevet på Island i 1200-tallet men sikkert er 2-3 hundrede år ældre, står der at læse om den nordiske forestilling om verdens begynd...

Skrevet af Johan Fynbo, november 2000   Engang var naturvidenskaben drevet af et ønske om at forstå universet.  Og naturvidenskabsmænd og kvinder var med til at præge samfundsdebatten og de vekselvirkede med kunstnere og andre aktører i det offentlige rum.  Eksempler herhjemme fra er H.C. Oersted og Niels Bohr, der begge prægede deres samtid kraftigt. Efter 2. verdenskrig, er det som om naturvidenskaben er blevet løsrevet fra ``kulturen'' og ikke længere præger samfundsdebatten på samme måde. Jeg tror man kan sige, at naturvidenskaben har tabt sin uskyld.  På H.C. Oersteds tid talte man om enheden i naturen. Niels Bohr lærte os om komplementaritet og om den manglende determinisme i de mest fundamentale naturlove. Hvis man idag drøfter naturvidenskab, så er det snarere forurening, kernevåben, kloning og gensplejsning af befrugtede æg, der er naturvidenskabens bidrag til samfundsdebatten. Fra at være en kilde til indsigt i universets beskaffenhed fremtræder naturvidens...

  Skrevet af Johan Fynbo, september 2000   I staten Kansas i Guds eget land (USA!?) har man for nyligt besluttet at stryge læren om Evolution og Big Bang fra skolernes lærebøger. Grunden hertil er modstand mod Darwins og Einsteins (m.fl.'s) teorier fra såkaldte kreationister, der støtter sig til en meget bogstavelig læsning af kapitel 1 og 2 i Biblens 1. mosebog (Skabelsesberetningen Genesis). I kreationisternes verdensforståelse er verden 6000 år gammel, og mennesket er sat på jorden i dets nvuærende skikkelse i form af Adam og Eva.  Jeg vil nu gerne her i en lille klumme give plads til nogle aldeles fremragende betragtninger fra en af kirkens grand old men (de såkaldte kirkeædre), nemlig Augustin (354 - 430 e.kr.).  Først konstaterer Augustin (citeret fra Olaf Pedersens "Naturerkendelse og Theologi", Poul Kristensens Forlag, s. 113-114):  Uden at være kristne har mennesker i mange tilfælde erhvervet mange kundskaber om jorden, himlene, verdens elementer, og om...

  Skrevet af   Gert Josef Fode , August 2000   I tegneserien om den altid onde storvezir  Iznogood  og den tilsvarende altid gode kalif Harun, får storveziren, hvis eneste, bråndende ambition det er at blive kalif i stedet for kaliffen, en trylledrik i hånde, der kan forvandle den forhadte monark til en bænkebider. Iznogood sørger sin altid trofaste tjener og omvandrende leksikon, Al Muliman: "Hvad er en bænkebider?"  Han får at vide, at en bænkebider er et landkrebsdyr af isopodernes orden, der, som vi alle ved, har fladtrykt krop og syv par lemmer og fortrinsvist lever under sten og på andre fugtige steder. Iznogood udbryder, at Allah er stor og lover at han, når kaliffen efter indtagelse af trylledrikken er blevet til en bænkebider, vil spærre ham inde i et klamt og skummelt rum i kælderen. "Jeg vil ha', at alle skal ha' det godt!" siger han overbevisende. Det fremgår af historien, at både forfatteren og læseren mener, at en storvezirs og en bænkebiders ...

  Skrevet af Johan Fynbo, April 2000   Dette ret simple spørgsmål viser sig at være ikke helt simpelt at besvare. Da det lange og snørklede svar desuden har en del med astronomi at gøre, og da det faktisk snart er påske, så er dette spørgsmål relevant for en klumme.  Påske-festen har sin oprindelse langt tilbage i historien. Påske er oprindelig en jødisk fest, hvor jøderne mindes udvandringen (exodus) fra Egypten ca. 1500 f.kr.. Selve ordet påske kommer af det græske ord 'pascha', der igen kommer fra det hebraiske ord 'pesach', der betyder 'gå forbi, skåne'. (I dag hedder den jødisk fest 'passover' på engelsk). Dette ord skyldes, at dødsenglen i.f.m. den tiende plage, der ramte Faraos Ægypten, gik forbi de hebraiske hjem. Påske blev ifølge traditionen allerede indstiftet af Moses. Påske er siden også blevet en kristen fest, hvor man mindes korsfæstelsen af Jesus, der netop skete i.f.m. den jødiske påskefest.   I den jødiske  kalender  foregår påske på ...

  Skrevet af Johan Fynbo, juli 1999   I denne klumme vil jeg gerne ud med at par strøtanker om to meget fundamentale fænomener, nemlig materien og rummet. I sidste klumme diskuterede jeg et radikalt materialistisk syn på virkeligheden (repræsenteret ved Helmuth Nyborg). Jeg synes, at det på den baggrund er interessant at diskutere, hvad materie egentlig er? Hvad er materie? Det man umiddelbart forbinder med materie er, at det er noget man kan tage og føle på. Da jeg ikke er filosof, kan jeg ikke komme med tilpas stringente udtalelser, så jeg har konsulteret mig med en ordbog (WWWebster Dictionary, der er tilgængelig på nettet : http://www.m-w.com/cgi-bin/dictionary). Her lærer man, at det latinske ord  materia  er fra det 13. århundrede og betyder "fysisk substans", hvilket man ikke bliver meget klogere af. Til ordet er der følgende forklaringer (oversat af mig fra engelsk, så tag venligst forbehold) : 1) den substans, hvoraf et fysisk objekt består, 2) materiel subs...

  Skrevet eat Johan Fynbo, maj 1999   Udgangspunktet for denne klumme er flg. appetit-vækker til et foredrag afholdt i 'Forum Teologi - Naturvidenskab' ved Aarhus Universitet sidste efterår :  DET MOLEKYLÆRE MENNESKE I EN MOLEKYLÆR VERDEN Nyere forskning lægger op til en fysikologisk betragtning af mennesket som et komplekst dynamisk ikke-lineær ustabilt masse-molekylært system, hvis ontogenetiske intrasystematiske struktur og funktion bygger på interaktion mellem DNA molekyler (arv) og molekylært definerede ekstrasystematiske omverdenspres (miljø). Bredere betragtet synes mennesket blot et blandt utallige selv-organiserede energetiske molekylære affinitetssystemer, såsom støv, stjerner og hele universer, og ganske som de hensides mening, logik, moral, intension, begær, og andre synaptisk baserede filosofisk-teosofisk-mentalistisk- lingvistiske illusioner. Helmuth Nyborg er dr.phil og professor i udviklings og børnepsykologi ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. H...

  Skrevet af Manja Hansen, April 1999   I naturfag blev jeg stillet over for den udfordring at skulle skrive et projekt om emnet 'universet'. Her er jo selvsagt næsten utallige emner at fordybe sig i. Lyset fra stjernerne og hvad vi kan lære heraf, var for mig et helt indlysende valg, idet et af mine første spørgsmål, efter jeg havde lært kunsten at tale, var: "Hvem tænder og slukker lyset?" mens jeg pegende refererede til solen og nattens scenerier. Det første lys vi som menneske ser, er det der rammer os efter endt anstrengende tur gennem fødselskanalen. Men lyset har været vores trofaste ledsager siden tidernes morgen. Skabelsesberetningen fra Biblen fortæller:  Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: "Der skal være lys!" Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første ...

    Skrevet af Johan Fynbo, April 1999   For godt to uger siden, eller mere præcist 21. marts klokken 14 minutter i 2 om natten (dette døgn kaldes forårsjævndøgn) passerede solen ækvator. Nu er det os i norden, der endelig efter den mørke vinter har fornøjelsen af at være på den halvdel af jordkuglen, der nejer mod solen og varmen. Solen har allerede gjort sin indflydelse gældende her i det Sydtyske, hvor trærne er ved at springe ud. Fordi der altid er en slange i paradis, så har myggene også besluttet, at det er tid til at komme i gang. Nu vil solen gå mod nord indtil den d. 21. juni klokken 8:20 befinder sig ved sin nordligste position over den nordlige vendekreds på breddegraden +23.45 grader. Den dag har vi sommersolhverv. Herefter bevæger den sig atter syd på og d. 23. september klokken 11:31, knapt et halvt år fra nu, vil solen atter stå over ækvator - ved efterårsjævndøgn. Endelige vender den igen ved den sydlige vendekreds på breddegraden -23.45 grader d. 22. Dece...