Stjernehimlen gennem tid og rum (Januar 2002)

 Skrevet af Johan Fynbo, januar 2002 

   I forlængelse af sidste klumme kunne jeg tænke mig kort at diskutere stjernehimlen som kilde til reflektion og som et referencepunkt mellem forskellige kulturer på jorden og måske andre steder i universet.  
   Jeg finder det meget interessant, at stjernehimlen er noget vi har fælles med folk over hele jorden, med folk, der levede for mange tusinde år siden, og endda med evt. andre livsformer andre steder i universet (godt nok vil himlen der ser anderledes ud, men de vil stadig se stjerner og galakser på deres himmel, hvis de da kan se). Jeg tror, at hvis vi nogensiden kommer til at møde andet ``intelligent'' liv i rummet, på fredelig vis, så vil astronomien, fysikken og anden naturvidenskab være det første vi kan kommunikere om (hvis vi kan finde et fælles sprog), da det er fælles. Vi kan stille spændende spørgsmål som: Ved I hvad det mørke stof er?, hvordan startede Big Bang?, hvad ved I om Higgs partiklen (eller hvad I nu kalder fænomenet), hvad sker der inde i et sort hul?, bruger I også DNA?, hvordan klarer I jeres energiforsyning?, hvordan rejser I i rummet?, har I religiøse forestillinger? (ala the julekalender kan vi sige: Find selv på flere spørgsmål...). Og omvendt kan vi fortælle om vore indsigter.
   Jeg kan ikke lade være med at føle stor sympati og samhørighed, når jeg læser om forskellige kulturers forsøg på at forstå, hvad de så på himlen. Jeg deler deres fascination og deres trang til at forstå, hvad det er vi ser. Det vides ikke, hvornår vore forfædre først begyndte at studere himlen. Sikre spor efter tidlige observationer af himlen findes blandt mange af de neolitiskesten-sætninger så som Stonehenge i Sydengland, der blev bygget i flere faser for ca. 4500 år siden. Også pyramiderne ved Giza i Egypten, der er nogenlunde samtidige med Stonehenge, er orienteret efter stjerner på himlen. For nyling har man fundet en stencirkel i Sahara, der sandsynligvis er 1-2 tusinde år ældre end Stonehenge og pyramiderne og som også synes at være knyttet til fænomener på himlen. De fleste fortolker alle disse tidligere observationer af himlen som forsøg på at få styr på tiden, hvilket var livsvigtigt for disse tidlige landbrugssamfund. Men jeg tror langt fra at dette var den eneste betydning man forbandt med objekterne på himlen. 
   Hvis vi går endnu længere tilbage i tiden er der langt færre spor, og det er tilsvarende sværere at fastslå, hvad de har forbundet med det de så på himlen dag og nat. Nogle mener at kunne finde afbildninger af stjernekonstellationer blandt de mange hulemalerier, der er 10.000 - 35.000 år gamle, f.eks. Chauvet, Lascaux og Altamira. Bl.a. er Plejaderne i Tyren muligvis aftegnet i Lascaux, mens andre mener, at stjernebilledet Nordlig Krone er afbildet i en hule i det nordlige Spanien.
    Jordens rotationsakse laver i løbet af 26.000 år en cirkelbevægelse (ligesom en snorretop). P.g.a. denne effekt, såkaldt præcession, var Nordlig Krone dengang mod nord ligesom Nordstjernen idag. Også nogle af de mange helleristninger fra vore egne breddegrader kan være afbildninger af noget man har set på himlen, f.eks. Herrestrupstenen, der kan tolkes som en afbildning af en solformørkelse i 1596 f.Kr. (i ældre bronzealder), men det er naturligvis meget svært at fastslå med sikkerhed. Michael Larsens roman "Femte Sol brænder" kredser om dette spændende emne, og der er flere gode links på nettet (så som Ancient-astronomy på dansk) - se også vores tidligere klumme om emnet), men desværre mange flere, der ikke har fundet den rette balance mellem evidens, spekulation og ren fantasi. 
   Det er en spændende tanke, at vore forfædre måske 30.000 år tilbage afbildede stjernerne på himlen. De ældst kendte spor efter menneskelig aktivitet i Europa er faktisk langt ældre, ca. 400.000 år gamle, nemlig fra Terra Amata ved den Franske riviera (de var ikke så dumme dengang). I forhold til et menneskeliv er 400.000 år meget, meget lang tid. Tænk på alle de generationer (ca. 10.000) og forestillinger om verden, der ligger mellem os og dem! Men på astronomisk tidskala er 400.000 år ikke så lang tid. Det er omtrent fire gange den tid det tager lyset at komme fra den ene ende af vores galakse Mælkevejen til den anden. Hvis vi vil til den nærmeste galakse lig Mælkevejen, så er lyset 2 millioner år undervejs. De galakser jeg selv studerer er mange milliarder lysår borte. Tidskalaerne for mennesket på jorden, selv de længste vi kan finde på) er ganske korte på galaktisk målestok. Erkendelsen af, at vi befinder os i dette gigantiske verdensrum af mest tomt rum, men med galakserne som nærmest isolerede Ø-universer er ikke mere end knap 80 år gammel. Vores selverkendelsesproces er stadig i fuld gang! Jeg vil slutte denne klumme med to citater fra starten af 1920erne, hvor det galaktiske perspektiv for første gang var ved at gå op for os.
     I 1921 skrev Poul Heegaard, der var professor ved Københavns og Oslos Universiteter :

"Forestillingen om de utalte Trillioner af hvirvelende Elektroner og Atomkærner, der sammenbindes med Naturens Baand til Mælkevejsystemet, kan ved sin overvældende  Storladenhed virke paa Skønhedssansen. Men i længden vil den lægge sig knugende over det lille Menneske, for hvem der dog kan ligge en Trøst i at anvende Alfred de Mussets Betragtning paa vor saa forsvindende Menneskeverden: "Vel er mit Glas kun lille, men jeg kan drikke af det." "

   Tre år senere skrev amerikaneren H.D. Curtis (Lowell Observatory) i 1924 :  

"...there is a grandeur and majesty in the concept [of island universes] and an agreement with the general cosmical continuity expected on philosophical grounds, which is both inspirring and alluring. Few greater concepts have ever been formed in the mind of thinking man than this one, namely, - that we, the microbic inhabitants of a minor satellite of one of millions of suns which form our galaxy, may look out beyound its confines and behold other similar galaxies, tens of thousands of light-years in diameter, each composed, like ours, of a thousand million or more suns, and that, in so doing, we are penetrating the greater cosmos to distances of from half a million to a hundred million light-years."