AstroGym - arkiv

  Skrevet af Johan Fynbo, Maj 2002     I middelalderen vidste enhver (i hvert fald de lærde), at mennesket - skabt i Guds billede - blev sat på jorden af Vor Herre for omkring 5000 år siden. Dette verdensbillede fik sit første skud for boven i Renæssancen i kraft af den Kopernikanske revolution, der fjernede jorden fra universets centrum, og via opdagelsen af arternes udvikling af Charles Darwin forsvandt også menneskets særegne position blandt klodens mælende og umælende væsener. I takt med denne erkendelsesmæssige udvikling har mennesket fjernet sig mere og mere fra enhver form for speciel betydningsfuld position i verden. Dette standpunkt er ophøjet til lov i det såkaldte Kopernikanske princip, der kort og godt lyder: "Vi er ikke i verdens centrum." Imidlertid er der et andet (kontroversielt) princip som på en måde bringer mennesket, og mere generelt livet, tilbage på banen. Kernen i det  Antropiske princip  er, at der er ikke- trivielle konsekvenser af det f...

  Skrevet af Hans og Johan Fynbo, April 2002      I denne klumme vil vi prøve (igen) at beskæftige os med, hvad det særegne ved naturvidenskab egentlig er. Vi er begge unge forskere, der (ligesom de fleste andre AstroGym skribenter) har brugt en stor del af de seneste 15 år på at komme til at forske indenfor fysik og astronomi. Hvorfor? Det vil vi gerne prøve at indkredse her. Spørgsmålet er: hvad er det særegne ved at beskæftige sig med naturvidenskab, der gør, at det er værd at bruge tid, energi og (for samfundet som helhed) penge på?     Man kan komme nærmere et svar på dette spørgsmål ved at indkredse hvad naturvidenskab egentlig er for en størrelse. For 2500 år siden gjorde græske naturfilosoffer to meget dybe og grundliggende iagtagelser. Den første, at verdens gang er rationel bestemt - og ikke resultatet af Guderne i Olympens vilkårlige indfald, og den anden, at verdens gang er sådan gestaltet, at vi mennesker - med mere eller mindre anstrengel...

  Skrevet af Johan Fynbo, januar 2002      I forlængelse af sidste klumme kunne jeg tænke mig kort at diskutere stjernehimlen som kilde til reflektion og som et referencepunkt mellem forskellige kulturer på jorden og måske andre steder i universet.      Jeg finder det meget interessant, at stjernehimlen er noget vi har fælles med folk over hele jorden, med folk, der levede for mange tusinde år siden, og endda med evt. andre livsformer andre steder i universet (godt nok vil himlen der ser anderledes ud, men de vil stadig se stjerner og galakser på deres himmel, hvis de da kan se). Jeg tror, at hvis vi nogensiden kommer til at møde andet ``intelligent'' liv i rummet, på fredelig vis, så vil astronomien, fysikken og anden naturvidenskab være det første vi kan kommunikere om (hvis vi kan finde et fælles sprog), da det er fælles. Vi kan stille spændende spørgsmål som: Ved I hvad det mørke stof er?, hvordan startede Big Bang?, hvad ved I om Higgs partik...

  Skrevet af Johan Fynbo, August 2001   I denne klumme vil jeg komme med nogle strøtanker om verdensbilleder i bred forstand - om verdensbilleder hos forskellige folk og om hvad man kunne kalde det moderne verdensbillede. Gennem historisk tid og sikkert også i forhistorisk tid har objekter på himlen indtaget centrale positioner i de mange verdensbilleder, som er kommet og gået. Verdensbilleder er noget næsten uundværligt for ethvert samfund, og bevidst eller ubevidst går vi alle rundt med en forestilling om hvordan verden er, hvor den kom fra, hvor den går hen og hvilken rolle vil selv spiller i det store spil. Gennem størstedelen af historien har verdensbilledet været forbundet med en religiøs forestilling om verden, der alle på en eller anden måde knytter en forbindelse mellem mennesket og verden. I Vølvens spådom, der er et oldnordisk digt nedskrevet på Island i 1200-tallet men sikkert er 2-3 hundrede år ældre, står der at læse om den nordiske forestilling om verdens begynd...

Skrevet af Johan Fynbo, november 2000   Engang var naturvidenskaben drevet af et ønske om at forstå universet.  Og naturvidenskabsmænd og kvinder var med til at præge samfundsdebatten og de vekselvirkede med kunstnere og andre aktører i det offentlige rum.  Eksempler herhjemme fra er H.C. Oersted og Niels Bohr, der begge prægede deres samtid kraftigt. Efter 2. verdenskrig, er det som om naturvidenskaben er blevet løsrevet fra ``kulturen'' og ikke længere præger samfundsdebatten på samme måde. Jeg tror man kan sige, at naturvidenskaben har tabt sin uskyld.  På H.C. Oersteds tid talte man om enheden i naturen. Niels Bohr lærte os om komplementaritet og om den manglende determinisme i de mest fundamentale naturlove. Hvis man idag drøfter naturvidenskab, så er det snarere forurening, kernevåben, kloning og gensplejsning af befrugtede æg, der er naturvidenskabens bidrag til samfundsdebatten. Fra at være en kilde til indsigt i universets beskaffenhed fremtræder naturvidens...

  Skrevet af Johan Fynbo, september 2000   I staten Kansas i Guds eget land (USA!?) har man for nyligt besluttet at stryge læren om Evolution og Big Bang fra skolernes lærebøger. Grunden hertil er modstand mod Darwins og Einsteins (m.fl.'s) teorier fra såkaldte kreationister, der støtter sig til en meget bogstavelig læsning af kapitel 1 og 2 i Biblens 1. mosebog (Skabelsesberetningen Genesis). I kreationisternes verdensforståelse er verden 6000 år gammel, og mennesket er sat på jorden i dets nvuærende skikkelse i form af Adam og Eva.  Jeg vil nu gerne her i en lille klumme give plads til nogle aldeles fremragende betragtninger fra en af kirkens grand old men (de såkaldte kirkeædre), nemlig Augustin (354 - 430 e.kr.).  Først konstaterer Augustin (citeret fra Olaf Pedersens "Naturerkendelse og Theologi", Poul Kristensens Forlag, s. 113-114):  Uden at være kristne har mennesker i mange tilfælde erhvervet mange kundskaber om jorden, himlene, verdens elementer, og om...