Den tabte uskyld (November 2000)

Skrevet af Johan Fynbo, november 2000 

Engang var naturvidenskaben drevet af et ønske om at forstå universet. 

Og naturvidenskabsmænd og kvinder var med til at præge samfundsdebatten og de vekselvirkede med kunstnere og andre aktører i det offentlige rum. 

Eksempler herhjemme fra er H.C. Oersted og Niels Bohr, der begge prægede deres samtid kraftigt. Efter 2. verdenskrig, er det som om naturvidenskaben er blevet løsrevet fra ``kulturen'' og ikke længere præger samfundsdebatten på samme måde. Jeg tror man kan sige, at naturvidenskaben har tabt sin uskyld. 

På H.C. Oersteds tid talte man om enheden i naturen. Niels Bohr lærte os om komplementaritet og om den manglende determinisme i de mest fundamentale naturlove. Hvis man idag drøfter naturvidenskab, så er det snarere forurening, kernevåben, kloning og gensplejsning af befrugtede æg, der er naturvidenskabens bidrag til samfundsdebatten. Fra at være en kilde til indsigt i universets beskaffenhed fremtræder naturvidenskaben nu for mange som en trussel. Dette får mange til at tage afstand til naturvidenskaben. Helst ville mange nok, at vi lod helt være med at forske og derved stoppede med produktionen af nye trusler.

Her er mit synspunkt, at naturvidenskaben faktisk har tabt sin uskyld. 

Det mest ekstreme eksempel herpå er den tyske læge Josef Mengele, der i koncentrationslejren Auschwitz udførte medicinsk forskning med jøder og andre fanger som ufrivillige forsøgspersoner. Men der er mange mindre ekstreme eksempler på naturvidenskablig forskning, særligt anvendelse heraf, der er skrubelløs og uhæmmet. For mig synes det at være topmålet af idioti af fremstille en gensplejset laks, der vokser 10 gange hurtigere end Vorherres laks og som ikke kan formere sig, alene med den hensigt at øge lakseproducenternes profit. 

Tilsvarende bryder jeg mig ikke om gensplejsede kornsorter som landmanden må købe hos gigantfirmaer år for år og jeg ved ikke om jeg bryder mig om masseproduktion af transplantations-organer i grise. Jeg bryder mig ikke om den totale tingsliggørelse af mennesker, dyr og natur. Men det er svært at finde ud af, hvor grænsen skal gå for det vi vil være med til. Der findes ingen absolut gyldig rettesnor, vi kan rette os efter og som kan lægge linien for, hvor langt forskerne må gå og hvordan vi må udnytte forskningens sejtvundne indsigter.

Vi skal ikke glemme, at naturvidenskaben også er en gave! Naturvidenskaben giver os et hav af positive nyskabelser så som kure mod diverse pinefulde eller dødelige sygdomme, solceller, vindmøller, computere, internet o.s.v., o.s.v. Og naturvidenskaben skaber faktisk konstant ny viden om naturen. Masser af naturvidenskabsfolk er stadig drevet af et ønske om at forstå universets dybe sammenhænge (udover ønsket om at opnå anerkendelse). Og det virker. 

Vi lærer hele tiden nyt. Det betyder ikke at vi fjerner mysteriet fra verden. Hver gang vi tror vi har udforsket hele verden, så opdager vi en lille dør i hjørnet, der viser, at den verden vi kender kun var et lille kvistværelse i virkelighedens eventyrslot. 

Men uskylden er tabt. Derfor må der være retningslinier for, hvor langt vi vil acceptere, at forskningen kan gå i de særlige følsomme områder, hvor kultur og natur mødes. Det nytter ikke noget at stikke hovedet i jorden og sige nej til alt (hvilket ellers er populært herhjemme). Vi må have dygtige og engagerede naturvidenskabs-undervisere på alle skoletrin, så vi kan få udbredt den viden vi har om naturens beskaffenhed og dermed en saglig velfunderet debat om, hvad vi vil gå med til. Og vi må have nogle aktive forskningsmiljør, der laver noget forskning som kan fascinere og give os nye horisonter at se imod.