Mit elskede molekylære affinitetssystem (Maj 1999)

 Skrevet eat Johan Fynbo, maj 1999 

Udgangspunktet for denne klumme er flg. appetit-vækker til et foredrag afholdt i 'Forum Teologi - Naturvidenskab' ved Aarhus Universitet sidste efterår : 

DET MOLEKYLÆRE MENNESKE I EN MOLEKYLÆR VERDEN Nyere forskning lægger op til en fysikologisk betragtning af mennesket som et komplekst dynamisk ikke-lineær ustabilt masse-molekylært system, hvis ontogenetiske intrasystematiske struktur og funktion bygger på interaktion mellem DNA molekyler (arv) og molekylært definerede ekstrasystematiske omverdenspres (miljø). Bredere betragtet synes mennesket blot et blandt utallige selv-organiserede energetiske molekylære affinitetssystemer, såsom støv, stjerner og hele universer, og ganske som de hensides mening, logik, moral, intension, begær, og andre synaptisk baserede filosofisk-teosofisk-mentalistisk- lingvistiske illusioner. Helmuth Nyborg er dr.phil og professor i udviklings og børnepsykologi ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Han har bl.a. redigeret og skrevet flere bidrag til "The Scientific Study of Human Nature: A tribute to Hans Eysenck at Eighty, Oxford (Pergamon), 1997.

Desværre kunne jeg ikke selv høre foredraget, da jeg var og stadig er udenlands. Jeg har kontaktet Helmuth Nyborg for at få en reference til trykt materiale, hvori han beskæftiger sig med dette tema, og en reference er : Hormoner, køn og samfund: Videnskaben om fysikologi: København: Dansk Psykologisk Forlag (1997). Jeg har endnu ikke fået fat i denne bog, så for nu vil jeg alene skrive udfra appetitvækkeren.
Først er det nok på sin plads med en oversættelse af teksten. Min tvillingebror Hans har følgende forslag : 

Nyere forskning ligger op til en betragtning af mennesket som en dynamisk (vi lever) ustabil (ikke evigt) samling af mange molekyler. Den måde mennesker udvikler sig på er en blanding af arv (bestemt af DNA) og miljø (omgivelserne består også af molekyler). Der findes andre dynamiske systemer opbygget af molekyler eller atomer for hvilke begreberne logik og mening ikke kan benyttes. F.eks kan nævnes stjerner og hele universet og støv. Begreberne logik og mening (etc.) kan derfor heller ikke benyttes for mennesket.

Da både stjerner og universer optræder i teksten, har den en vis berøring med astronomien og kosmologien, og da den endvidere befinder sig i spændingsfeltet mellem naturvidenskab og kultur, så synes jeg den er relevant til en klumme. Personlig finder jeg problemstillingen meget vanskelig. Lad mig sige med det samme, at jeg finder synspunktet, at mennesket er "hensides mening, logik, moral, intension, begær, og andre synaptisk baserede filosofisk-teosofisk- mentalistisk-lingvistiske illusioner" (utrænede fremmedordsbrugere bør tage en dyb indånding her) meget, meget forkert. Den første indvending, man kan komme med er, at der ikke er nogen ny erkendelse, at materien er opbygget af byggesten. Allerede Demokrit havde forestillingen om 'atomer', der var altings byggesten. Der er her ikke nogen grund til at pege på molekyler som værende særlig centrale i materien. Man kunne ligeså vel tale om atomer, nukleoner, kvarks eller hvad der end måtte findes på mindre skalaer. Under alle omstændigheder er det i liden grad hverken dækkende eller rammende at beskrive støv, stjerner eller universer (hvordan man så end får dem til at optræde i flertal) som molekylære affinitetssystemer. Men dette er ret ligegyldigt for Nyborgs argument. Min anden indvending er, at logikken i argumentet er forkert. Ordene "mening, logik, moral, intension, begær" beskriver faktiske fænomener, der har med mennesker og bevidsthed at gøre. De har intet at gøre med stjerner eller støv. Der er logisk forkert (jvf. Holberg) at slutte:

A) mennesker er lavet af molekyler
B) stjerner er lavet af molekyler
C) stjerner er hensides mening, logik, moral, intension, begær
ergo er mennesker hensides mening, logik, moral, intension, begær.

Det er en kendsgerning, at 'logik' er noget vi mennesker må forholde os til, hvis vi ønsker at tale sammen på en 'meningsfuld' måde. Det er en kendsgerning, at vi har intensioner og begær. Netop moral er et kernepunkt. Mennesket er ikke bare en kausal maskine, hvis handlingsmønster kan beregnes af en stor computer ud fra gener og omverdenspres. At Hitler blev som han blev er ikke resultatet af deterministisk fysik, men udtryk for konkrete valg og intension som personen Adolf står til ansvar for. Moral handler for mig at se om, at vi har et valg, og at vi må prøve at vælge det gode. En af de bedste bøger om moral jeg har læst er Anne Franks dagbog, som jeg desværre ikke har hos mig. Hun siger mange gode ting om moral. Et citat jeg husker er nogenlunde som : "Døm mig ikke, men betragt mig som et menneske, der også en gang imellem kan nå bristepunktet". Det er ikke altid vi har overskud til at vælge rigtigt. Der er mangfoldighed af menneskelige fænomener - kærlighed, venskab, omsorg,... - som jeg ikke vil akceptere bare henskrives til "illusion".
Alt det ovenstående er selvfølgelig bare noget jeg uden videre påstår. Helmuth Nyborg siger, at det hele er illusion. Det er slet ikke oplagt for mig, hvordan man kommer fra mikroskopisk fysik og molekyler til den frie vilje og bevidsthed. Men der er et enormt spring i kompleksitet fra at forstå atomer og molekyler til at forstå endog en celle i en levende organisme. Springet videre fra cellen til mennesket er mere enormt om jeg så må sige. Mening, logik, moral, intension, begær er altsammen noget der manifesterer sig hos mennesker. Det forekommer mig meningsløst eller måske nærmere intetsigende at kalde disse fænomener illusoriske. Udsagnet er basalt set: alt er materie, så alt hvad der ikke er materie er illusion. Det bliver vi jo ikke klogere af.
Men disse er bare mine synspunkter. Skriv endelig hvis du er uenig, eller i det hele taget, hvis du gerne vil give din mening til kende.