Hvornår er det påske? (April 2000)

 Skrevet af Johan Fynbo, April 2000 

Dette ret simple spørgsmål viser sig at være ikke helt simpelt at besvare. Da det lange og snørklede svar desuden har en del med astronomi at gøre, og da det faktisk snart er påske, så er dette spørgsmål relevant for en klumme. 

Påske-festen har sin oprindelse langt tilbage i historien. Påske er oprindelig en jødisk fest, hvor jøderne mindes udvandringen (exodus) fra Egypten ca. 1500 f.kr.. Selve ordet påske kommer af det græske ord 'pascha', der igen kommer fra det hebraiske ord 'pesach', der betyder 'gå forbi, skåne'. (I dag hedder den jødisk fest 'passover' på engelsk). Dette ord skyldes, at dødsenglen i.f.m. den tiende plage, der ramte Faraos Ægypten, gik forbi de hebraiske hjem. Påske blev ifølge traditionen allerede indstiftet af Moses. Påske er siden også blevet en kristen fest, hvor man mindes korsfæstelsen af Jesus, der netop skete i.f.m. den jødiske påskefest. 

 I den jødiske kalender foregår påske på en fast dato, nemlig på den 14. dag i måneden Abib (der nu kaldes Nisan). Den jødiske kalender er ikke den kalender vi bruger, men er i stedet baseret månen og den såkaldte Metoniske cyklus (månen kører 235 gange rundt om jorden på næsten samme tid som det tager solen at køre 19 gange rundt på himlen set fra jorden). Den jødiske kalender er baseret på denne cyklus på følgende måde : årene 1,2,4,5,6,9,10,12,13,15,16 og 18 i cyklusen har 12 måneder (fra fuldmåne til fuldmåne), mens årene 3,6,8,11,14,17 og 19 har 13 måneder. Derefter starter man forfra med en ny 19-års cyklus. Den første måned i den jødiske kalender er netop Nisan, og den er bestemt som den måned i hvilken den 14. dag falder på eller lige efter forårsjævndøgn. 

 Den tidlige kristne kirke (specielt biskoppen i Rom - paven) brugte den officielle romerske kalender. Det var dengang den såkaldte Julianske kalender indført af Julius Cæsar i år 45 f.kr. til afløsning af den Romerske Republiks kalender, der ligesom den jødiske kalender var baseret på månen. Julius Cæsar bestemte efter råd fra astronomen Sosigenes fra Alexandria, at: 

1) 1. Januar skulle falde på den tid, der var begyndelsen af Marts, da den nye kalender blev indført. Dette var for at få forårsjævndøgn til at falde i Marts, der var den oprindelige første måned i den romerske kalendar (der var den måned i hvilken man startede nye felt-tog og derfor havde fået navn efter krigsguden Mars). 
 2) Kalenderen skulle baseres på solens bevægelse på himlen (set fra jorden). Det tager 365.242199 dage, hvilet er signifikant mere end 365 dage. Sosigenes vidste godt, at 365 dage var for lidt, og han og Cæsar indførte derfor, at året skulle have 365 dage, pånær skudår hvert fjerde år, hvor der skulle være en ekstra dag. Dermed blev det effektive år 365.25 dage langt. Denne kalender blev altså indført af Julius Cæsar, og efter nogle justeringer i praksis indført af Augustus var denne kalender i brug helt til slutningen af 1500-tallet (den bruges iøvrigt stadig i den Ortodokse kirke).

 Den 14. dag i Nisan falder i midlertid ikke på en fast ugedato i den Julianske kalender (der jo ikke var baseret på månen). Man ønskede i kirken, at påskedag altid skulle falde på en søndag, for Jesus stod op fra de døde på en søndag. Det er også derfor vi har fri om søndagen og ikke om lørdagen som hos jøderne. Derfor skulle så man måtte finde på en måde, at fastlægge tidspunktet for påske i den Julianske kalender, så påskedag altid falder på en søndag. Dette gav anledning til store diskussioner, som mundede ud i en afgørelse på et kirkemøde i byen Nikæa i 325 e.kr., hvor man besluttede (og i den vestlige kirke fulgte), at påskedag skulle falde på første søndag efter første fuldmåne efter eller på forårsjævndøgn. Nu skulle man så tro, at den hellige grav var velforvaret (for at blive i den kirkelige begrebsverden), men efterhånden som århundrederne gik, så begyndte forårsjævndøgn at falde tidligere og tidligere end d. 21. marts, hvor det faldt omkring år 0. Dette skyldtes, at årets længde ikke er 365.25 men 365.242199 dage. Dermed var forårsjævndøgn i 1500-tallet rykket 10 dage frem i marts. 

 Af denne grund besluttedes det på et konsil i Trento i 1545, at den daværende pave Paul d. III skulle få rettet fejlen. Der gik mange år med at finde en løsning, og løsningen blev først indført i 1582 af pave Gregor d. VIII efter en model udarbejdet af den jesuittiske astronom Christopher Clavius (I Vatikanet kan man stadig se det såkaldte 'Tower of the winds', der blev bygget for at vise problemet med den Julianske kalender). Løsningen var, at år, hvor 100 går op i årstallet ikke skulle være skudår, pånær, hvis 400 gik op i årstallet (der er derfor vi havde skudår i år 2000 - mod manges forventning). Dermed blev den effektive længde af året 365.2422 dage, hvilket er meget tæt på den rigtige værdi på 365.242199 dage. Denne kalender kaldes den Gregorianske kalender og er stadig i brug i det meste af verden. Ved samme lejlighed blev forårsjævndøgn flyttet tilbage til 21. marts. Tilsidst kan nævnes, at påske i år falder meget sent, hvilket skyldes, at der i år var fuldmåne kun 3 timer før forårsjævndøgn, hvorfor vi måtte vente helt til søndagen efter næste fuldmåne d. 18. april. Dermed falder påskedag d. 23. april i år. Påske kan senest falde d. 25. april. Iøvrigt findes der stadig jesuitter som er astronomer for Vatikanet (hvad de fleste nok vil blive overrasket over). Man kan finde mere information herom (også om Clavius) på denne adresse (klik):
http://vaticanobservatory.org/ .