Findes virkeligheden i Virkeligheden? (Marts 1999)

 Skrevet af Johan Fynbo, marts 1999 

I tidligere klummer har jeg prøvet at skrive imod adskillige fordomme, der eksiterer om naturvidenskaben - at naturvidenskab ikke er kultur, at det er gold indlæring af facts, at det handler om svære og uforståelige formler. Sandheden er snarere, at naturvidenskaben er noget af det mest kulturbærende vi har, i ordets mest basale forstand, og at naturvidenskaben er umådelig skøn og forunderlig og ikke gold og kedelig. En anden knap så udbredt opfattelse, der findes om naturvidenskaben er, at det er noget vi går og hygger os med her i den vestlige kulturkreds. Naturvidenskab er ikke en opdagelsesrejse ind i den ukendte virklighed, for virkeligheden er ikke noget, der findes andet end som en social konstruktion. Virkeligheden "som den er" ligger helt udenfor vores greb, og derfor lærer vi i virkeligheden ikke noget om virkeligheden med vores små naturvidenskabelige julelege. I denne forestillingsverden er naturvidenskabens objekt ren konstruktion. Dette er en mere subtil forestilling at gå imod, men jeg mener, at forestillingen er forkert og derfor vigtig at gå imod.
 Som tidligere nævnt har jeg en god indisk ven, Alok, der er astronom ved Manora Peak Observatory i Nainital ved grænsen til Nepal. Jeg havde den store fornøjelse at deltage i hans bryllup i Februar sidste år. I den forbindelse talte jeg en del med forskellige indere om hinduismen. Med forbehold for, at jeg næppe har forstået alt om hinduisme, så var en central forestilling i hinduismen, at verdens og Guds egentlige essens er udenfor vores fatteevne. Denne egentlige "sådanhed" - verden som den er, kaldes Brahma, men Brahma kan vi ikke fatte. Den verden vi ser er illusion - maya. For at lede os på vej er der utallige manifestationer af Brahma, og de er det hav af guder man ellers møder i hinduismen. Alle disse guder er også maya, men de tjener altså det formål at lede mod Brahma. Denne ide, at den forestilling vi har af verden er illusion, er ikke dum. Det er egentlig en meget sympatisk og ydmyg ide. Hvordan kan vi tro, at vi mennesker - et tilfældigt pattedyr i de flestes øjne - er i stand til at forstå verdens beskaffenhed? Er chimpansens eller myrens forståelse af verden mon PRINCIPIELT ikke ligeså god, eller ligeså ringe, som vores? Hvordan kan vi vide, at vi har fat i den lange ende i vores forestilling om verden? Det er temmelig subtilt.
 En dansk filosof ved navn Peter Zinkernagel har leveret et vigtigt bidrag til denne debat. Jeg refererer her til en lille gul bog, man kan låne på biblioteket, med titlen "Virkelighed". Det er en af de mest besynderlige bøger jeg har forseogt at læse. Igen med forbehold for, at jeg har fået noget galt i halsen, så er den centrale ide i Zingernagels bog, at vi slet ikke kan tale sammen, bruge sproget, hvis ikke vi implicit forudsætter, at der findes en virkelighed som er uafhængig af os og sproget. Ethvert udsagn i sproget kan gøres meningsløst, hvis vi samtidigt hævder, at der ikke findes en af os uafhængig virkelighed. Her er Ole, men han har ingen krop, er sludder. Så på linie med den formelle logik, er et vilkår for at bruge sproget, tale sammen, at vi antager, virkeligheden findes uafhængigt af vores fattevne og vores ord. Det eneste, der så er at gøre, er at bruge sproget så objektivt som muligt. 
 Men sproget i sig selv er vel opstået udfra årtusinders nærkontakt med virkeligheden. Sproget er ikke konstant, men dynamisk. Sproget er opstået i tæt parløb med vores forestilling af verden, hvilket illustreres smukt i Olaf Pedersens bog "Teologien og Naturerkendelsen". Derfor kan vi ikke forvente, at vores forestillinger og vores ord, som er udviklet udfra dagliglivets erfaringer, nødvendigvis kan rumme og beskrive de dele af virkeligheden som først er blevet tilgængelige for os gennem naturvidenskabens opdagelsesrejser. Dette ser man illustreret i vores møde men den mikroskopiske virkelighed - kvanteverdenen. Her bryder vores forestillinger og begreber sammen. En elektron er hverken en bølge eller en partikel, der er noget andet som endnu ikke har fundet sin plads i ordets "afbildning" af verden. Men det betyder ikke, at der ikke findes "noget", som vi nu kalder en elektron, og som er helt ligeglad med hvad vi kalder den og iøvrigt mener om den. Hvordan kan man påstå det? Jeg mener selve naturvidenskabens utrolige success i at beskrive elektronen og verden iøvrigt i form af fundamentale naturlove er det bedste argument for, at vi ikke bare fægter i blinde, men faktisk er i nærkontakt med verden "som den er". Det betyder ikke, at vores naturlove er sandheden om verden, men at de er "tæt" på at være det. Den kendsgerning, at vi kan udlede fundamentale naturlove og at vi kan stille spørgsmål til verden, typisk eksperimenter, som "verden" leverer svar på i form af udslag på måleapparatet, fotoner fanget af CCD-kameraet, viser, at sådan må det være. Nærmere kan jeg ikke komme det.
 Min vejleder Bjarne Thomsen udtrykker det således : "Jeg ved ikke, hvor man har fået den ide fra, at naturvidenskab KUN er en kulturel aktivitet (det er den selvfølgelig også). Hvis dette var tilfældet, så ville alle nøjagtige observationer være ørkesløse forsøg på at bekræfte vore kulturelle fordomme."
 Med Einstein vil jeg mene, at det mest uforståelige ved verden er, at den er forståelig. Igen : Naturvidenskaben er umådelig skøn og forunderlig!
 Tilsidst endnu et af disse smukke digte af Piet Hein (fra "Digte fra alle årene I"), der siger det hele. 

Ordet

Først var de navnløst virkelige ting.
Så skabtes ordet til at ordne kaos.
Et greb på tingen! Men en tryllering
som snart drog verden nær, snart holdt den fra os.

Og ordet blev en verden for sig selv
der skød sig ind imellem os og tingen.
Og vi var fanget i dets himmelhvælv.
Og uden ordets verden var der ingen.

Men du skal bo på denne nøgne jord
og ta det liv igen som blev mig nægtet.
Og du skal æde anden ånd end ord
og eje andet lys end intellektet.

Din kamp skal gøre livet livet værd.
Din ånd er ild. Den ulmer. Lad den brænde.
Der er eet liv. Det leves nu og her.
Der er een virkelighed.
Det er denne.